Badwater Ultramarathon


I 2007 var jeg med Tv2 Bornholm i USA, hvor vi fulgte ultraløberen Kim Rasmussen.

Han skulle gennemfører verdens hårdeste langdistanceløb Badwater Ultramarathon

Du kan læse mere om løbet i teksten nedenfor.





Hvert år i juli måned rejser 80 løbere fra det meste af verden til Death Valley i USA. Det gør de i forsøget på at gennemføre verdens hårdeste langdistance-løb. I 2007 var der for første gang nogensinde en løber med fra norden. Vi tog med ultraløberen Kim Rasmussen til Californien og til Badwater Ultramarathon.


Kim Rasmussen løb i mål som den første dansker i verdens hårdeste ultraløb - Badwater Ultramarathon.


Løbet, der foregår i Death Valley i Californien, har i flere år stået øverst på den bornholmske ultraløbers ønskeseddel. 135 miles - 217 kilometer - gennem noget af verdens mest barske terræn og i mere end 50 graders varme.


Forud for løbet var Kim Rasmussen meget nervøs for den vanvittige varme. Og det skulle vise sig, at nervøsiteten var velbegrundet.


Kim Rasmussen lagde ud i fin stil - og lå blandt de forreste de første 40-50 kilometer. Men pludselig fik han problemer med maven og kastede voldsomt op. På grund af varmen havde Kim Rasmussen svært ved at optage næring - og både mad og drikke kom op igen.


Alligevel fortsatte han - og hele natten måtte han sætte tempoet ned med små hvilepauser undervejs. Cirka halvvejs i løbet var maveproblemerne store og Kim Rasmussen så tappet for energi, at løbet virkede slut for hans vedkommende. Men efter lidt mad og væske og en times søvn fortsatte Kim Rasmussen.


Under de lange løb plejer Kim Rasmussen aldrig at sove - men denne gang var taktikken rigtig. Kim Rasmussen satte i løb og forcerede såvel bjerge som varme. Stort set uden pauser tilbagelagde han de sidste mere end 100 kilometer op til målet på bjerget Mount Whitney, hvor en meget træt men glad Kim Rasmussen kunne løbe over målstregen som den første dansker, der har gennemført verdens hårdeste ultraløb.


- Det er fantastisk - det er så stort det her. Jeg havde store problemer undervejs. Men jeg var sikker på, at jeg nok skulle klare mig igennem, sagde Kim Rasmussen efter løbet.


Kim Rasmussen havde satset på en tid omkring 36 timer. Men efter de de mange problemer med maven - ja, så blev målet revideret til 48 timer.


Men takket være det høje tempo på løbets sidste halvdel løb Kim Rasmussen over målstregen i tiden 38 timer og 1 minut.


Løbet blev vundet af brasilianeren Valmir Nunes i tiden 22 timer og 51 minutter (ny løbsrekord). Kim Ramussen sluttede på en 25. plads blandt løbets 84 deltagere. 77 gennemførte.


Kim Rasmussen klarede de 217 km i Badwater Ultramarathon i Death Valley i USA på 38,01 timer og blev nummer 25 i den samlede stilling. 84 løbere deltog.


Kim Rasmussen er således den første deltager fra Norden, der har gennemført det hårdeste løb i hele verden.


(Da denne nyhed blev skrevet på tidspunktet anført ovenfor var løbets øvrige resultater endnu ikke komplet opdateret. Den anden danske deltager, Kent Møller kom i mål efter 47 timer og 5 minutter. Han indtog en plads som nummer 63 blandt de 77, der gennemførte inden for tidskravet på 60 timer, red. Opdateret 26.7. kl. 9.58)